Folkeafstemningen om Retsforbeholdet Er Uinformeret Afstemning om Afgivelse af Danmarks Suverænitet I

Altinget 16. december 2014: Man kan ikke være halvt gravid. Enten er man det, eller også er man det ikke. På samme måde forholder det sig med national suverænitet efter den danske Grundlovs §20.

Enten har vi suverænitet, eller også har vi det ikke. Derfor skurer det noget i ørerne på juraprofessor Peter Pagh fra Københavns Universitet, når et stort politisk flertal på Christiansborg vil gøre op med retsforbeholdet og samtidig sikre dansk selvbestemmelse på blandt andet udlændingeområdet ved at erstatte forbeholdet med en såkaldt tilvalgsordning.

Særligt når det sker med henvisning til en lignende ordning i Irland og Storbritannien. Til forskel fra de to lande forhindrer den danske grundlovs §20 nemlig, at de danske folketingspolitikere fra sag til sag kan vælge, om Danmark skal være omfattet af det overnationale samarbejde eller ej.

Enten er en kompetence på et område overladt til EU, eller også er den ikke overladt. Og hvis en kompetence overlades, skal det ske efter proceduren i § 20, det vil sige med fem-sjettedel flertal i Folketinget eller folkeafstemning.

”En tilvalgsmodel indbefatter, at man siger ja til at afgive suveræniteten på alle områder, der er omfattet. Som den politiske aftale ser ud, smider man derfor hele det retslige samarbejde på bordet til en folkeafstemning,” siger Peter Pagh.

Kreativ grundlovs-fortolkning

Det vil skabe en særegen situation, hvor den danske befolkning statsretligt har afgivet suveræniteten på området, men hvor ”pakken ikke er modtaget” EU-retligt, som Peter Pagh udtrykker det.

Det danske retsforbehold med alle dets undtagelser i forhold til asyl- og indvandrerpolitik, politiefterforskning og strafferetligt samarbejde vil på den måde være en saga blot. I stedet vil de danske undtagelser blive forankret i EU’s Lissabon-traktat og være af ren politisk karakter.

Forstået på den måde er den politiske aftale om en tilvalgsordning udelukkende en erklæring fra et flertal i Folketinget om, at de lover vælgerne ikke at overlade EU alle de beføjelser, som folkeafstemningen reelt giver hjemmel til.

”Det er jo ikke lige det, der er tanken med grundlovens §20. Men det er den kreative fortolkning, man anlægger. Og man kan ikke med sikkerhed sige, at det er forkert. Men jeg ved ikke, hvordan man vil forklare borgerne det, for formelt skal vi jo stemme om, at vi overlader det hele til EU. Og så ligger der så en politisk aftale nedenunder,” siger Peter Pagh.

Den samme grundlæggende enten-eller-problemstilling i forhold til suverænitet gjorde nu afdøde juraprofessor Henrik Zahle allerede opmærksom på i forbindelse med afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992.

Dengang som nu er det et kildent punkt for de politikere, der gerne vil intensivere Danmarks deltagelse i EU-samarbejdet, men som også ved, at afgivelse af suverænitet er noget, som mange danskere er principielt skeptiske over for.

Send undtagelser til afstemning

Peter Pagh har imidlertid fortsat svært ved at forstå, hvorfor man vælger at præsentere en tilvalgsmodel, hvor man som udgangspunkt skal afgive den fulde suverænitet som en løsning.

Han mener, at man ville komme bedre ud af det, hvis man i forbindelse med folkeafstemningen valgte, hvilke dele af retsforbeholdet man vil forkaste, og hvilke dele man vil beholde. Danmark kan godt vælge at overdrage suverænitet på det politimæssige samarbejde, men ikke asylområdet.

Det skal blot fremgå af den tiltrædelseslov, der sendes til afstemning, hvilke punkter i det traktatfæstede samarbejde på retsområdet vi ønsker at deltage i.

”Konstruktionen er grundlæggende ret enkel. Vi skal bare sige, hvad vi vil have ud. Så i stedet for at tage hele den fjerde brik i Edingburgh-aftalen ud, så tager man en del ud og overgiver suverænitet der. Det forekommer mig at være det mest logiske i forhold til det, man argumenterer for,” siger Peter Pagh.

Af den politiske aftale om at udskifte retsforbeholdet med en tilvalgsordning fremgår det, at partierne bag giver hinanden vetoret i forhold til at tiltræde retsakter om asyl og indvandring.

Samtidig er partierne dog på forhånd enige om at tiltræde Dublin III-forordningen, som blandt andet medfører, at asylansøgere skal have behandlet deres sag i det første land i EU, de kommer til. Og Eurodac-forodningen, som danner grundlaget for EU’s database med asylansøgeres fingeraftryk.

Det komplicerer billedet i forhold til at fastholde retsforbeholdet for asyl og indvandring generelt.

Tilvalg oversælges

Af aftaleteksten fremgår det også, at Danmark med en tilvalgsordning selv kan vælge, hvilke af Kommissionens lovforslag vi skal være med i. Også når det gælder ny lovgivning på områder, hvor Danmark allerede deltager.

Som Peter Pagh ser det, er regeringen og de øvrige aftalepartier imidlertid faretruende tæt på at stikke vælgerne blår i øjnene, når de på den måde fremstiller en tilvalgsordning, som en buffet, hvor man kan vælge til og fra efter forgodtbefindende.

”Hvis vi bruger opt in-modellen, så skal vi, når et forslag til en ændring af en forordning eller en retsakt fremsættes, sige, om vi vil være med eller ej. Siger vi ja, så er vi inde, uden at vide, hvad resultatet af de efterfølgende forhandlinger bliver. Og så fanger bordet,” siger Peter Pagh.

Den risiko kan man komme uden om ved at vente med at tage stilling til, om man vil være med eller ej, til de øvrige lande er blevet enige og har stemt. Det fremgår også af den politiske aftaletekst.

Men så frasiger Danmark sig samtidig muligheden for at påvirke udformningen af de nye regler.

”Jeg synes i den grad, at det her bliver oversolgt. Hvis man vælger at lurepasse, så er det selvfølgelig rigtigt, at man ikke siger ja til noget, man ikke ønsker. Det kan jo være fornuftigt nok. Men man skal ikke fremstille det som om, at Danmark kommer til fuldstændig at kunne sortere sin egen buket. Det kan vi selvfølgelig ikke,” siger Peter Pagh.

This entry was posted in dansk, euromed. Bookmark the permalink.

Leave a Reply